Evaluering af forløb med mellemtrinnet på skole i Århus
Elevernes selvbillede
Ethvert barn vil (næsten) altid blive motiveret til opgaven, når denne tager sit udgangspunkt i barnet selv. Derfor er opgaven med selvbilleder et rigtig godt emne at arbejde med. Vi oplevede netop børnenes egen motivation og drivkraft ind i opgaven. Der var på forhånd ikke givet et fagligt krav, hvilket gjorde, at det enkelte barn ikke på noget tidspunkt følte et fagligt pres. Hvert barn var til stede i opgaven og lagde energien i udførelsen. ALLE børn kunne deltage – uanset fagligt niveau. ALLE børn var ligeværdige
Elevernes syn på hinanden
På denne skole har vi et værdisæt, der lyder:; “Kendskab gi’r Venskab”. Opgaven faldt helt i tråd med værdisættet og understøttede muligheden for at lære hinanden bedre at kende. Det udvidede kendskab til hinanden, som blev givet via selvbillederne, bidrog til, at børnene helt naturligt blev nysgerrige på hinanden. Børn der sjældent interagerer lærte hinanden bedre at kende.
Alsidig personlig udvikling
At arbejde kreativt og praktisk med selvbilleder, og det at skulle formidle sit selvbillede til andre, er en rigtig god refleksion for den enkelte. Bevidstgørelsen om egne styrker er en drivkraft for videre udvikling.
Dannelse
Der opstod en naturlig spørgen ind til hinanden(s) – At kunne være i rollen som naturlig spørger og undersøger af hinanden/til hinanden er vigtig ifht. almen dannelse. Ligeledes har det dannelses-værdi at kunne formidle sit eget selvbillede.
Interkulturel kompetence
Det at se forskellige sprog som en ressource, understreges i forløbet og især for de tosprogede børn har det stor betydning, at deres sprog bliver genstand for opmærksomhed. Det giver dem glæde og får dem til at se deres sprog på nye måder.
Trivsel / børnenes fællesskab
Det gav fællesskabsfølelse at stable en udstilling på benene sammen og få besøg af forældrene. Det var lidt grænseoverskridende for nogle at skulle præsentere for forældrene men det gav meget at være sammen om det, så børnene efterfølgende kunne dele oplevelser og erfaringer.
Forældresamarbejde
Flere af børnene var så optagede af opgaven, at hjemmet blev involveret og medinddraget i opgaven. Når hjemmet/familien bliver inddraget i skolens fag og aktiviteter, bliver samarbejdet mellem skole og hjem helt naturligt styrket.
Flersprogethed som ressource
ALLE blev overraskede over alle vores sprog på årgangen. I dagligdagen tænker vi ikke altid over, at nogle børn taler andre sprog hjemme. Men en vigtig viden og en sprogbank er pludselig dukket op i blandt os – en gave, vi vil bygge videre på – og bruge og anvende i vores dagligdag.
Danskfaget
De danskfagligheder discipliner som især kom i spil i projektet var formidling og mundtlighed.
Andet
Tusind tak Kristin fordi du ville hjælpe os med dette projekt, som fik mange børn til at vokse.