Sprogkompasset

Alle sprog er nogens førstesprog, andetsprog, nabosprog, fremmedsprog osv. Vi har også kropssprog, dialekter, lingoer, slang – og de fleste af os taler med accent på et eller flere af verdens sprog. Denne diversitet beriger os ved, at vi kan kommunikere på kryds og tværs.

Ideen med Sprogkompasset er at pege på kreative praksisveje i undervisningen, der kan bidrage til et positivt syn på verdens sprog – og det at kunne mestre op til flere af dem.

Alle og alles sprog er vigtige

En anderkendendende tilgang til flersprogethed i skolen kan have en dobbeltsidig gevinst:

  • Vi styrker elevers selvbillede ved at påskønne, støtte op om og udvise respekt for de sproglige ressourcer, de har med sig i bagagen.
  • Vi fremmer interessen for verdens sprog generelt ved at inddrage de førnævnte ressourcer, og ved at det afspejles i skolens hverdag, at sprog – uanset hvilke – er en gevinst for den enkelte og for samfundet.

I “Regeringens Strategi for styrkelse af fremmedsprog i uddannelsessystemet”, efterlyses der “konkrete afprøvninger af metoder, som kan give øget viden om, hvordan den flersprogede kompetence kan inddrages i undervisningen……”. (Regeringen, 2017).

Sprogkompasset vil med tiden pege i flere og flere retninger, der vil kunne inspirere og bidrage til dette arbejde. Et skridt på vejen er Sprogenes Danmarkskort, hvor alle interesserede kan bidrage til at sætte sprog på landkortet.

Sproget kan være “tungen på vægtskålen” for elevens selvbillede

Mange dygtige lærere og pædagoger gør allerede en stor indsats på området. Følg blandt andet med i gruppen Veje til de mange sprog på Facebook for at blive beriget med inspiration.

Det fælles og det unikke ved sprog

Vores sprog har meget til fælles, og samtidigt findes der ord, der er helt unikke og uoversættelige.

Brug disse illustrative sprogkort fra www.imgur.com, når I taler om sprogenes fællestræk.

Se på det enestående ved sprog gennem smukke illustrationer af såkaldte “untranslatable words”. De er fra Maptia og kan også findes i bogen Lost in Translation.

Sprogfortællinger i skolen

Her er to videoer, der blev fremstillet i anledning af Den Europæiske Sprogdag i samarbejde med ECML i Danmark. Få ideer til arbejdet med eleverne sprog på kreativ vis og ved at inddrage elever og forældre.

Sprogrejse med ECML

ECML står for European Center of Modern Languages. På centrets side kan du finde masser af inspiration om sprog og forsknings- og udviklingsarbejde. Her er fx en sprogrejse, I kan tage på med jeres elever.